Væsentlige ændringer af udbudsdirektivet efter triolog forhandlingerne

02/12/13

I slutningen af juni 2013 offentliggjorde det irske formandskab, at man var nået til foreløbig enighed om ændringerne af udbudsdirektiverne. Ingen af EU institutionerne (Rådet, Parlamentet eller Kommissionen) har offentliggjort udkastet til nyt direktiv. Rådets udkast fra 15. juli 2013 med dokument nr. 11745/13.

Det skal bemærkes, at der ikke er tale om et endeligt direktiv udkast, der fortsat mangler at blive vedtaget officielt. Parlamentets udvalg ”Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse” (IMCO) skal stemme om udfaldet af triolog forhandlingerne den 5. september 2013, mens den endelige afstemning i Parlamentet (ifølge Parlamentets egen hjemmeside) sker den 9. december 2013.

Med udgangspunkt i Rådets dokument 11745/13 ser jeg de væsentligste ændringer i forhold til Rådets forslag fra november 2012 som følgende:

Færre valgmuligheder i den nationale implementering for medlemsstaterne

Kommissionen havde allerede i sit forslag lagt op til, at visse bestemmelser som i dag er frivillige for medlemsstaterne at indføre, bliver gjort obligatoriske at implementere. Dette drejer sig fx om rammeaftaler og dynamiske indkøbssystemer. Efter triolog forhandlingerne er yderligere bestemmelser blevet obligatoriske for medlemsstaterne at implementere, hvilket indebærer, at medlemsstaterne får færre valgmuligheder i den nationale implementering.Dette gælder fx krav til medlemsstaterne om at indføre øget mulighed for, at ordregivere kan anvende forhandlingsproceduren i artikel 27 og konkurrencepræget dialog i artikel 28 i en række bestemte situationer. Situationerne er uændret i forhold til Rådets november forslag, og indebærer bl.a. at procedurerne kan anvendes når den ordregivende myndigheds behov ikke kan imødekommes uden tilpasning af let tilgængelige løsninger.

Rådet havde lagt op til at medlemsstaterne kunne vælge at implementere muligheden for lempeligere krav for ikke-statslige myndigheder for enkelte kategorier fx alene for kommunerne (og ikke regioner). Denne del udgik, hvilket indebærer, at medlemsstaterne enten kan indføre lempeligere krav for alle ikke-statslige myndigheder eller ikke at indføre lempeligere krav overhovedet. For de ikke-statslige myndigheder er det desuden muligt i et begrænset udbud at aftale tidsfrister for tilbud mellem de udvalgte virksomheder og ordregiveren, jf. artikel 26, stk. 4. Denne mulighed kan medlemsstaterne fortsat vælge at implementere for enkelte kategorier af ikke statslige ordregivere.

Også i artikel 37 om fælles udbud, er det ikke længere op til medlemsstaterne om muligheden skal implementeres, men op til de enkelte ordregivere at anvende muligheden.

Ny terminologi om tildelingskriterier

Triolog forslaget indebærer en del ændringer, der relaterer sig til tildelingskriterierne. Visse af ændringerne har dog mere karakter af formuleringsændringer end egentlige materielle ændringer.

Først og fremmest skal tildeling af en kontrakt ske ved at anvende tildelingskriteriet ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud”, jf. triolog forslaget artikel 66, stk.1. Det angives herefter i stk. 2, at det økonomisk mest fordelagtige tilbud skal identificeres på baggrund af ”the price or cost, using a cost-effectiveness approach, such as life-cycle costing in accordance with Article 67 and may include the best price-quality ratio”. Dette indebærer, at selve “det økonomisk mest fordelagtige tilbud” kan udgøre enten kriteriet laveste pris, kriteriet laveste omkostninger eller et nyt kriterium kaldet ”best price-quality ratio” (der måske bedst kan oversættes til det bedste bud set i forhold til prisen og kvaliteten). Om ændringen af terminologien af det økonomisk mest fordelagtige tilbud, at det økonomisk mest fordelagtige tilbud vil være det overordnede koncept fordi den vindende tilbudsgiver i sidste ende vil skulle udvælges ud fra hvad ”…the individual contracting authority considers to be the economically best solution among those offered. To avoid confusion with the award criterion that is currently known as the “most economically advantageous tender” in Directives 2004/17/EC and 2004/18/EC, a different terminology should be used to cover that concept, the “best price-quality ratio”; consequently, it should be interpreted in accordance with the relative jurisprudence under those Directives, except where there is a clearly materially different solution in this Directive”. Kriteriet ”best price-quality ratio” kan derfor også ses som det vi i dag kalder det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Når ”best price-quality ratio” anvendes kan der indgå en række underkriterier. Disse underkriterier skal være knyttet til kontraktens genstand, og kan, jf. triolog forslaget artikel 66, stk. 2, der ikke er udtømmende, fx være “qualitative, environmental and/or social aspects (…) quality, including technical merit, aesthetic and functional characteristics, accessibility, design for all users, social, environmental and innovative characteristics, trading and its conditions of commercialization.”

Parlamentet havde foreslået, at det alene skulle være muligt at anvende ”det økonomiske mest fordelagtige tilbud”, men triolog forslaget indeholder altså fortsat mulighed for at anvende kriteriet laveste pris/laveste omkostninger, og alene terminologien omkring det ”økonomisk mest fordelagtige tilbud” er ændret. Ændringerne i terminologien er svært at se som andet end et politisk kompromis og den egentlige merværdi er svær at spotte.

Obligatorisk modtagelse af standardiseret egen erklæring (European Single Procurement Document)

Triolog forslagets artikel 57 stiller krav om obligatorisk accept af en form for standard tro- og love erklæring kaldet ”European Single Procurement document”. Dermed er det alene den vindende tilbudsgiver der skal fremsende dokumentation. En standardformular til erklæringen vil blive udarbejdet af Kommissionen (når elektronisk kommunikation bliver obligatorisk, vil erklæringen skulle udarbejdes elektronisk). The European Single Procurement Document består af en ajourført tro- og love erklæring som indledende dokumentation, der erstatter certifikater udstedt at offentlige myndigheder eller tredjeparter, der bekræfter at den økonomiske aktør ikke befinder sig i en af udelukkelsesgrundende i artikel 55, at den økonomiske aktør lever op til udvælgelseskriterierne i artikel 56, og hvor ordregiveren ønsker at begrænse antallet af ansøgere, jf. artikel 64, skal leverandøren angive at denne lever op til kriterier ordregiveren har stillet for udvælgelsen. Hvor den økonomiske operator vil støtte sig på andre enheder, skal ”the European Single Procurement Document” også indeholde de ovennævnte informationer for disse enheder. Ansøgere og tilbudsgivere kan genbruge ”the European Single Procurement Document” forudsat, at de erklærer at de fortsat lever op til forholdende i erklæringen. Da ordregivere stiller forskellige krav i deres udbudsforretninger er det formentlig mest relevant at genbruge ”the European Single Procurement Document” for de obligatoriske udelukkelsesgrundende.

Mulighed for privat deltagelse ved in-house

På Parlamentets initiativ er privat deltagelse muligt i en in-house konstruktion (som en form for silence partner). Artikel 11, stk. 1, litra c, indeholder nu følgende formulering ”there is no direct private capital participation in the controlled legal person with the exception of non-controlling and non-blocking forms of private capital participation required by applicable national legislative provisions, in conformity with the Treaties, which do not exert a decisive influence on the controlled legal person.”

Muligheden for privat kapital ses dermed at gå videre end EU-Domstolens praksis om in-house, hvor Domstolen flere gange har anset privat kapital som udelukkelse af, at der kan være tale om in-house (da kontrolkriteriet ikke vil være opfyldt). Se fx Sag C-231/03, Consorzio Aziende Metano mod Comune di Cingia de’ Botti, Sag C-410/04, ANAV.

Særlig reference til overholdelse af sociale og miljøhensyn

Artikel 55, stk. 3, indeholder de valgfrie udelukkelsesgrunde som fx insolvens, kartelvirksomhed. Ordregivere kan (eller medlemsstater kan kræve, at ordregivere skal) fx udelukke økonomiske aktører hvor ordregiveren kan vise, at den økonomiske aktør har overtrådt forpligtigelser, der er refereret til i artikel 15(2). Referencen til artikel 15, stk. 2 indebærer at virksomheder skal overholde ”applicable obligations in the fields of environmental, social and labour law established by Union law, national law, collective agreements or by the international environmental, social and labour law provisions listed in Annex XI.” Annex XI indeholder en udtømmende liste over en række international konventioner af social og miljømæssig karakter, herunder visse ILO konventioner. Det er i den forbindelse værd at bemærke at ILO 94 ikke er nævnt i dette Annex, men at da artikel 15, stk. 2 også referer til at en leverandør kan udelukkes hvis denne ikke lever op til nationale arbejdsretlige regler, herunder overenskomster.

Særlig mulighed for at reservere visse kontrakter til organisationer, der består af tidligere medarbejdere (Afknopning)

Artikel 76a giver mulighed for, at medlemsstater kan reservere bestemte typer af kontrakter bl.a. på uddannelse og sundhedsområdet til en række særlige organisationer, der er baseret på ansattes ejerskab eller aktiv deltagelse. Profit skal geninvesteres i organisationen, og kontraktens længde må højest vare 3 år. En organisation kan ikke få tildelt en kontrakt fra ordregiveren, hvis denne har haft en kontrakt de seneste 3 år. Der er tale om en form for afknopning (på engelsk kaldet mutuals) som ikke er særlig udbredt i Danmark. UK har i dag flere af sådanne ”mutuals” (http://mutuals.cabinetoffice.gov.uk). Som årsag til indførelsen af muligheden angiver direktivet, at dette skyldes ønsket om at sikre kontinuerlighed af offentlige ydelser.

Ny undtagelse for visse ydelser, der tildeles non-profit organisationer

En ny undtagelse (der blev indført under triolog forhandlingerne) omhandler undtagelsen af civilforsvar, civilbeskyttelse, og fare forebyggelsestjenester fra direktivets anvendelsesområde, når disse ydelser leveres af non-profit organisationer. Bestemmelsen i artikel 12(ga) lyder ” civil defence, civil protection, and danger prevention services that are provided by non-profit organisations or associations, and which fall under the following CPV codes.” (Det vil sige visse ”emergency services”, dog ikke patient transport.) Af betragtning 13ca) fremgår at sådanne ydelser, når de varetages af non-profit organisationer ikke bør være omfattet af direktivet “since the particular nature of these organisations would be difficult to preserve in case the service providers would have to be chosen in accordance with the procedures set out in this Directive.” Det angives dog også, at undtagelsen ikke skal udstrækkes til mere end hvad der er særligt nødvendigt, og derfor angiver direktivet, at patientbefordring ikke er undtaget. Sådanne ydelser er omfattet af light regimet.

Se min artikel om de væsentligste ændringer her.

Nyheder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.