15/05/17
Det er ikke mange dage siden, jeg skrev et indlæg her på siden om supplerende oplysninger i udbud. Se her.
Baggrunden for mit tidligere indlæg skyldtes en ny afgørelse fra EU-Domstolen om netop dette spørgsmål.
EU-Domstolen har igen taget stilling til spørgsmålet om muligheden for at supplere et tilbud i sagen C-131/16,Archus sp. z o.o.
Spørgsmålet vedrørte i denne omgang, hvorvidt man kan supplere vareprøver. EU-Domstolen tager ikke stilling til spørgsmålet, men overlader det til den nationale domstol at tage stiling til, hvorvidt vareprøver kunne fremsendes efter tilbudsfristen. Domstolen afviser dog ikke, at en sådan supplering kan finde sted så længe det sker under iagttagelsen af de grundlæggende principper om ligebehandling og gennemsigtighed.
Domstolen henviser i den forbindelse til, at en supplering alene kan, pr. 36, “…have til formål at præcisere nævnte tilbudsgivers tilbud eller at berigtige en åbenbar fejl, som dette tilbud er behæftet med.” Retten til supplering er således ikke en generel ret til, som tilbudsgiver, at kunne supplere forskellige ting (i sagen vareprøver). En tilbudsgiver der opdager en fejl i sit tilbud har dermed ikke krav på, at denne kan rette fejlen og dermed supplere sit tilbud. Det bemærkes også, at det er ordregiveren, der har retten til at anmode om supplerende oplysninger.
Domstolen henviser i sagen til, at anmodning om supplerende oplysninger skal, jf. pr. 30-32 (og retspraksis fra Manova mfl. ):
– rettes mod alle virksomheder i samme situation og skal omfatte alle de punkter i tilbuddet, der skal præciseres (jf. dom af 29.3.2012, SAG ELV Slovensko m.fl., C-599/10, EU:C:2012:191, præmis 42-44, og af 10.10.2013, Manova, C-336/12, EU:C:2013:647, præmis 34 og 35).
– Anmodningen må desuden ikke føre til, at tilbudsgiver i virkeligheden fremsætter et nyt tilbud (jf. dom af 29.3.2012, SAG ELV Slovensko m.fl., C-599/10, EU:C:2012:191, præmis 40, og af 10.10.2013, Manova, C-336/12, EU:C:2013:647, præmis 36).
– Endelig påhviler det generelt den ordregivende myndighed under udøvelsen af dens skøn, for så vidt angår muligheden for at anmode ansøgerne om at præcisere deres tilbud, at behandle ansøgerne ens og rimeligt, således at en anmodning om præcisering ikke efter afslutningen af proceduren for udvælgelse af tilbuddene og i lyset af resultatet heraf kan fremstå som uberettiget at have begunstiget eller forskelsbehandlet den eller de ansøgere, som har været genstand for denne anmodning (jf. dom af 29.3.2012, SAG ELV Slovensko m.fl., C-599/10, EU:C:2012:191, præmis 41, og af 10.10.2013, Manova, C-336/12, EU:C:2013:647, præmis 37).
Om vareprøven i sagen kunne suppleres overlader EU-Domstolen til den nationale domstol at tage stilling til. Om supplering af vareprøver har jeg skrevet følgende i min bog Grundlæggende Udbudsret “Dokumentation kan også være vareprøver. Ordlyden af bestemmelsen i udbudslovens § 159, stk. 5, indikerer, at hvor dokumentation mangler, kan sådan blive suppleret. Fordi vareprøver vil skulle anvendes som dokumentation, og da disse typisk vil eksistere før deadline, bør det være muligt for ordregiveren at anmode tilbudsgiverne om at supplere vareprøver, hvor sådanne mangler, og hvor ordregiveren havde krævet disse på forhånd.”
Det er stadig min opfattelse, efter EU-Domstolens afgørelse ovenfor, at supplering af vareprøver skal være en mulighed.
Se i øvrigt Albert Sanchez-Graells indlæg på hans blog om emnet, der tager et andet synspunkt.