SØG PÅ SIDEN

Ændringer af udbudsloven sendt i høring!

Onsdag, 10 juli 2019
Ændringer af udbudsloven sendt i høring! Egentlig en spændende titel til et indlæg, men faktum er, at indholdet ikke er nært så spændende som overskriften....:-) 

Den 25. januar 2019 fremsendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Danmark, jf. Traktatens artikel 258. Åbningsskrivelsen vedrører mangelfuld gennemførelse i dansk ret af visse bestemmelser i udbudsdirektivet. Kommissionen har i åbningsskrivelsen oplistet 49 forhold, som Kommissionen vurderer, ikke er gennemført korrekt i dansk ret. Se kort om åbningsskrivelsen her.

Fra dansk side har man vurderet, at størstedelen af de 49 forhold er gennemført korrekt, men at en række af de af Kommissionen påpegede mangler ikke er gennemført i dansk ret (udbudsloven). Derfor er der blevet sendt et lovforslag om ændring af udbudsloven i høring (se forslaget på høringsportalen her). Forslaget indeholder alene ændringer, som vurderes nødvendige for at imødekomme bemærkningerne i åbningsskrivelsen, og forslaget er derfor uafhængig af, hvad der måtte komme af øvrige ændringer som følge af evalueringen af udbudsloven her i efteråret. 

Noget af det Kommissionen påpeger er, at dele af udbudsdirektivet er gennemført i lovbemærkningerne til udbudsloven i stedet for i selve lovteksten. Klagenævnet for Udbud har i flere sager gået mod lovens forarbejder med henvisning til, at det skrevne i lovens forarbejder ikke kommer til udtryk i lovteksten eller sagt med andre ord, at der er foretaget lovgivning i forarbejderne (Konica Minolta, LH Gulve). I andre tilfælde har de valgt ikke at lægge vægt på bemærkningerne fordi de var for uklare (KFST mod Region Midtjylland). Der er dog ingen af de sager, der vedrører situationer, hvor svaret kunne have været fundet i udbudsdirektivet.

Det forhold, at en del af direktivteksten ikke er at finde i udbudslovens tekst, vil formentlig ikke have den store betydning, da Klagenævnet og domstolene er forpligtiget til at fortolke EU-konformt. Fra udbudslovens lovbemærkninger, kan følgende fremhæves om forholdet mellem udbudsloven og udbudsdirektivet, at »Den hidtidige danske gennemførelse af udbudsdirektivet ved bekendtgørelse, der i vidt omfang har inkorporeret direktivet, har medført, at der ikke har været nogen tilknyttede lovbemærkninger. Offentlige ordregivere og tilbudsgivere har derfor i meget høj grad været henvist til praksis fra Klagenævnet for Udbud og EU-Domstolen for at få viden om, hvorledes en bestemmelse i udbudsdirektivet skal fortolkes. I modsætning hertil indeholder lovforslaget, der gennemfører det nye udbudsdirektiv ved omskrivning, gengivelser og præciseringer af den nævnte retspraksis i bemærkningerne. Hensigten hermed er ikke at regulere udbudsretlige spørgsmål i strid med EU-retten, således som denne til enhver tid fortolkes af EU-Domstolen. Det betyder, at hvis EU-Domstolen i fremtidige sager måtte fastslå en anden retstilstand, end den, der er angivet i lovforslaget, vil EU-Domstolens opfattelse skulle lægges til grund. Udbudsloven skal således fortolkes i overensstemmelse med udbudsdirektivet. således som dette til enhver tid fortolkes af EU-Domstolen.« 

De 21 foreslåede ændringer af udbudsloven har mest karakter af formelle ændringer uden det (store) materielle indhold. 

Af egentlig materielt indhold, kan henvises til forslag til § 60, stk. 5: 

Stk. 5. Ikkestatslige ordregivere kan fastsætte fristen for modtagelsen af tilbud ved indbyrdes aftale mellem ordregiveren og de udvalgte ansøgere, når der gives alle udvalgte ansøgere samme tid til at udarbejde og indsende tilbud. Fristen for modtagelse af tilbud skal dog mindst være 10 dage fra dagen efter afsendelse af opfordringen til at afgive et tilbud

En anden (næsten mere spændende) høring omhandler en høring vedr. EU-Kommissionens standardformularer for offentlige udbud (e-forms). Se mere her.

Så for de interesserede er der nok at læse/overveje hen over sommeren. 

Tilføj kommentar

Udbudslov.dk 

 

Kontakt Info

Carina Risvig Hamer
Lektor, Juridisk Institut,
Syddansk Universitet
Telefon: 23717973​
carh@sam.sdu.dk